Det kan være svært at vurdere, hvornår man bør kontakte lægen omkring sin hovedpine. Derfor har vi spurgt vores neurolog, Signe Bruun Munksgaard, hvad man bør være særlig opmærksom på, og hvornår man bør kontakte sin læge for at kunne få en udredning og eventuelt komme i behandling.
Ifølge vores neurolog og hovedpinespecialist Signe Bruun Munksgaard bør du opsøge din læge, hvis du oplever:
- Tilbagevendende hovedpine
- Ændring i din hovedpine
- Andre symptomer udover hovedpinen
- At hovedpinen er begrænsende i din dagligdag
Tilbagevendende hovedpine
“Hvis man oplever tilbagevendende hovedpine, og man ikke har god effekt af den håndkøbsmedicin, man tager for at få hovedpinen væk, så synes jeg, at man skal gå til lægen for at få noget rådgivning”.
Ændring i ens hovedpine
“Hvis man over kortere tid - uger til måneder - oplever en pludselig ændring i, hvor ofte ens hovedpine kommer, så bør man opsøge sin læge. Det kan være, at man længe har haft hovedpine et par gange om måneden, men pludselig begynder at lide af det ugentligt eller dagligt. Så er det altid en god idé at drøfte det med sin læge og få undersøgt, hvad årsagen kan være”.
Andre symptomer udover hovedpinen
“Hvis man pludselig begynder at opleve andre symptomer ved siden af sin hovedpine, såsom svimmelhed eller talebesvær, bør man straks opsøge læge. Det er nemlig både væsentligt at undersøge, om der er en sammenhæng med ens hovedpine, og at udelukke eventuelle andre årsager til disse symptomer.”
Hovedpinen påvirker ens dagligdag
“Hvis man oplever, at man har en funktionshæmmende hovedpine mere end én gang om ugen, så man ikke kan udføre sit arbejde, som man plejer, og derudover ikke har effekt af smertestillende medicin, så synes jeg, man skal tale med sin læge og undersøge, hvilke muligheder der er”.
Læs også: Bliv klædt på til første lægesamtale om din hovedpine med neurolog, Signe Munksgaard.
Er du i tvivl om, om du lider af migræne? Tag vores test og få en indikation på, om dine symptomer kan være et tegn på migræne.