Har du længe gået og overvejet, om du bør drøfte din hovedpine med din læge, eller om det er unormalt, at din hovedpine går ud over din arbejdsevne og dit sociale liv? Her er neurolog Signe Bruun Munksgaards bedste råd til, hvilke spørgsmål du bør stille dig selv inden din første lægesamtale for at være bedst muligt forberedt.
Hvordan opleves hovedpinen?
“Hvis man oplever tilbagevendende hovedpine, og man ikke har god effekt af den håndkøbsmedicin, man tager for at få hovedpinen væk, så synes jeg, at man skal gå til lægen for at få noget rådgivning”. Man har typisk kort tid til ens konsultation hos lægen. Derfor kan det ofte både være rart og fordelagtigt at have forberedt sig på, hvordan man bedst kan beskrive for sin læge, hvilke symptomer man oplever. Det kan være en god idé at overveje:
- Hvor ofte oplever jeg hovedpinen?
- Hvor sidder den typisk henne?
- Hvor længe varer hovedpinen typisk?
- Hvilken intensitet har smerten?
- Oplever jeg andre symptomer såsom følsomhed over for lys og lyde eller kvalme?
- Ændrer hovedpinen sig ved let fysisk aktivitet?
Hvad vil du gerne have ud af din lægesamtale?
“Det kan være en god idé at gøre sig nogle tanker om, hvad du gerne vil have ud af samtalen med din praktiserende læge. Møder du op, fordi du er bekymret? Vil du gerne undersøge muligheden for at komme i medicinsk behandling? Vil du gerne drøfte, hvordan du har oplevet ændringer i din hovedpine? Det kan ofte være nemmere at få mest mulig ud af sin konsultation med sin læge, hvis man på forhånd har overvejet, hvilke spørgsmål man gerne vil have svar på. Alt afhængig af, hvor fortrolig du er med din hovedpine, og om det er noget, du tidligere har drøftet med din praktiserende læge, kan du også passende overveje at drøfte muligheden om at få en henvisning til en praktiserende neurolog eller hovedpinespecialist, der er ekspert på området”.
Andre symptomer udover hovedpinen
“Hvis man pludselig begynder at opleve andre symptomer ved siden af sin hovedpine, såsom svimmelhed eller talebesvær, bør man straks opsøge læge. Det er nemlig både væsentligt at undersøge, om der er en sammenhæng med ens hovedpine, og at udelukke eventuelle andre årsager til disse symptomer.”
Er du i tvivl om, om du bør kontakte en læge angående din hovedpine? Læs med her, hvor vores neurolog kommer med sine anbefalinger til, hvornår du bør opsøge læge.
Du kan også tage vores migrænetest og få en indikation af, om dine symptomer passer på migræne.