Sådan kommer du gennem julen med migræne – uden at miste magien

Navigér gennem julen med migræne: Få praktiske tips og erfaringer fra andre, der har fundet vejen til en mere afslappet og overskuelig december. Download vores gratis guide og få en lettere jul.

Alt

A check mark

Medicinsk godkendt artikel

Sådan kommer du gennem julen med migræne – uden at miste magien

December er pakket med lys, forventninger og varme. For mange er det årets højdepunkt, men for mennesker med migræne eller hovedpine kan det hurtigt føles som en overlevelsesøvelse. Stress, travlhed og sociale forventninger kan udløse anfald, men der findes små skridt, du kan tage, for at gøre juletiden mere overskuelig – uden at miste magien.

Læs vores bud på en guide til at få en lettere og mere afslappet jul – krydret med erfaringer og tips fra Nanna (27), Kamilla (47) og Anne (60), der alle tre lever med hovedpine og migræne, og som hver især har fundet deres egen måde at navigere i juletiden på.

Først: Lyt til dig selv 

Det vigtigste er at mærke efter. Nanna på 27 år, som også lever med migræne, siger det så fint: “Jeg vil hellere bruge min energi på færre arrangementer, hvor jeg så har overskuddet til at være den, jeg gerne vil være. Jeg behøver ikke altid at være med i det hele eller være meget på”

Og hun har ret. Julen handler ikke om at gøre det hele, men om at gøre det rigtige for dig. Vælg de traditioner og arrangementer, der virkelig giver dig glæde, og giv dig selv lov til at sige nej til resten. Det er ikke egoistisk – det er egenomsorg. 

Øvelse: Tre kolonner til en lettere jul

Hvis december føles overvældende, kan denne simple øvelse hjælpe dig med at sortere i, hvad der er vigtigt at fokusere på, og hvad du kan undvære:

• Udfordring: Hvad presser dig? Måske er det forventninger fra familien, travlhed på arbejdet eller stress over gaveindkøb

• Strategi: Hvilke løsninger kan du finde? Måske kan du købe gaver online, planlægge flere pauser eller sætte tid af til dig selv midt i travlheden. 

• Hvad kan jeg undvære?: Hvad behøver du egentlig ikke? Kamilla har fundet sin løsning: “Jeg har lært, at jeg ikke behøver at blive til slutningen af et arrangement for at få noget ud af det. Jeg kan stadig have haft en god oplevelse, selvom jeg går lidt før de andre.”

Lav en liste med disse tre kolonner, og brug den som din personlige guide gennem december. Den kan hjælpe dig med at finde ro i alt julekaosset. 

Sådan skaber du pauser i juletiden

Både Nanna og Kamilla har erfaret, hvor meget korte pauser kan gøre i juletiden. Nanna siger: “Når de andre tager i kirke, bliver jeg hjemme og sover for at lade op til aftenen. Små pauser, når de andre går ud, hjælper mig med at få mere overskud.”

Det handler ikke om store ændringer – selv en halv time på sofaen eller en stille gåtur kan gøre en verden til forskel. Kamilla, som også lever med migræne, forklarer: 

“Pauser kan være alt fra en tur i naturen til bare at flade ud på sofaen. Det vigtigste er, at jeg mærker i hele kroppen, at jeg virkelig holder pause.”

Fokuser på det vigtigste

Anne har lært, hvor vigtigt det er at uddelegere opgaver og fokusere på det, der betyder noget. Hun siger: “Min mand står for det hele 2. juledag, og jeg klarer bare at dække bordet – så kan jeg godt være i det.”

Det kræver mod at slippe kontrollen, men det giver dig også frihed til at være til stede i de øjeblikke, der betyder mest. 

Gode råd til en lettere jul

Vi har selv fundet nogle små tricks, der gør en kæmpe forskel: 

• Køb gaver i god tid: Ingen panikshopping i sidste øjeblik.

• Planlæg luft i kalenderen: Hold plads til pauser – de er lige så vigtige som selve arrangementerne.

• Sig nej uden dårlig samvittighed: Det er helt okay ikke at deltage i alt.

• Få hjælp: Anne har f.eks. valgt at få rengøringshjælp inden jul for at mindske presset. Kan du gøre noget lignende?

Fra alle os til alle jer

Vil du prøve øvelsen med de tre kolonner? Vi har lavet en PDF-guide, som du kan hente gratis. Print den ud, hæng den på køleskabet, eller brug den digitalt – lige som det passer dig bedst. Du kan også bare selv tegne den. 

Glædelig jul – på din måde

Juletiden skal være magisk – også for dig. Giv dig selv lov til at prioritere, og skab en december, hvor der er plads til både ro og hygge. Ingen kan klare det hele, og det skal du heller ikke. 

Glædelig jul fra Hemi – og fra Nanna, Kamilla og Anne. 

Vil du have gratis råd fra vores specialister?

Abstract shapeAbstract shape

Andre læser også